Reduktion
I Danmark er vi nået langt med at reducere vores udledning af drivhusgasser. En stor andel af den energi, vi bruger, kommer fra sol og vind. Men vi vil være endnu bedre. Målet er at reducere vores udledning af drivhusgasser i 2030 med 70% i forhold til niveauet i 1990. Det er en af verdens mest ambitiøse målsætninger.
Selvom Danmark er et lille land, bliver der lyttet til os i den globale klimadebat. En vigtig grund til det er, at vi selv er nået langt med vores grønne omstilling. Samtidig har vi med vores mål om 70 procent drivhusgasreduktion i 2030 en af verdens mest ambitiøse målsætninger.
Danmark er et globalt foregangsland, når det kommer til at integrere vind- og solenergi i vores el-netværk, og vi er en af verdens mest energieffektive økonomier. Samtidig har danske virksomheder udviklet en lang række moderne grønne løsninger, som er med til at reducere CO2-udslippet over hele verden.
Danmark indgår også en lang række af partnerskaber med virksomheder og andre lande, som er med til at reducere det globale udslip.